kayzee.dk ...skriverier skam dig ikke! (C)Kayzee 2005

[stormen]

"Forandring er tryghed."

Sætningen fra Direktøren blev ligesom hængende i luften, mens den ventede på at bundfælde sig i min hjerne. Men den ville ikke, eller også kunne den ikke. Den forsvandt lige så stille igen, så Direktøren prøvede en gang til. Denne gang mere ihærdigt, med store bogstaver og tre udråbstegn.

"FORANDRING ER TRYGHED!!!”

Det hjalp. Kaffen i min mund stødte imod rundstykket i min hals, hvor det var blevet siddende i bar forbløffelse over den kraft som sætningen trængte sig på med.

Overalt i salen stod luften dirrende stille, mens et par hundreder bevidstheder forsøgte at fordøje udråbet fra direktøren. Ovre i hjørnet hørtes en kop skramle uforskammet højt i den misbilligende stilhed. Koppen blev øjeblikkelig bragt til tavshed, og der opstod et par sekunders andagt inden Direktøren forsøgte at uddybe sin paradoksale påstand.

Den der står stille dør. Den der følger i andres fodspor kommer aldrig foran. Den der gør hvad han altid har gjort, får ikke mere end han altid har fået. Jojo, jeg har hørt alle talemåderne før. Eufemismer, som virksomhedsledere har lært på managementkurser, hvor de opdrages i Darwins evolutionsteorier overført på erhvervslivet. Nødvendighedens klicheer, når direktører skal begrunde omlægninger og omstruktureringer, uden at det skal lyde som ubehagelige nedskæringer.

Men denne her var ny for mig. Sammen med den insisterende intensitet i Direktørens fremførelse, gav paradokset mig en ubehagelig fornemmelse, der samlede sig som en lille iskold kulde i mavesækken. Jeg lukkede hjernen for yderligere indtryk og hældte et par kopper varm kaffe ned til iskuglen. Det hjalp ikke. Så prøvede jeg at åbne for lidt flere af Direktørens messende udbrud, for måske var der et eller andet sted lidt forklarende varme. Det hjalp slet ikke.

Dette var en klar skærpelse af det verdensbillede, som virksomhedens ypperstepræst indtil denne dag havde prædiket. Efterhånden som denne virkelighed mere eller mindre bevidst bundfældede sig i salen, blev overraskelsens stilhed efterhånden afløst af en mere anspændt stilhed. En stille nervøsitet, hvor man begyndte at kigge rundt for at måle dybden af de andres omstillingsparathed. Hvem var de stærke der ville overleve, og hvem var dømt til udryddelse i virksomhedens indre evolutionskamp.

Bolden var blevet ført over på tryghedsnarkomanernes banehalvdel. De der altid havde gået i den blinde tro, at tryghed var stabilitet og ordnede forhold. Nu havde Direktøren brudt den grundlæggende tese, som de havde fokuseret hele vores tilværelse på. Tryghed var ikke længere at finde en sikker havn mens uvejret rasede. Tryghed var i stedet at fare af sted på det frådende hav i forsøget på at ride på toppen af bølgerne.

Direktøren havde netop bekendtgjort, at skibet skulle sejle uden fast kurs i stormfyldt farvand, hvor vi ikke bare skulle holde skibet oven vande, men også løbende bygge det om til de skiftende vejrforhold.

Og havet er blevet mere uforudsigeligt. Verden ændrer sig hurtigere og hurtigere. Det der er sandhed om morgenen er forældet information til middag. Virksomhedernes indbyggede logik er derfor at sejle i går under de forhold man venter i morgen. At sejle hurtigere end naturlovene byder.

Det er det, som de fortæller sig selv og hinanden på direktionsgangene. Det er derfor de rationaliserer og skærer ned, mens de bekendtgør at de tilpasser sig markedet. Hvis de ikke gør det, vil de synke når stormen kommer. Det er deres religion. Det er deres tro.

Tilbage i salen sad vi, alle sømændene der skulle få skibet til at sejle. Alle prøvede at fordøje både kaffe, rundstykker og hængende paradokser. Jeg ved ikke hvor mange, der fik det hele ned. Hvor mange der opfattede betydningen af Direktørens enetale. Men alle fornemmede den underliggende tone og alvor. Meget af det lå i stilheden. I de sigende pauser mellem sætningerne.

Direktøren var en missionær, der skulle omvende de tvivlende. Især os, der troede på at tryghed var stabilitet. At sikkerhed var ordnede forhold.

Vi har altid vidst, at udvikling kræver forandring. Men imellem forandringerne har der altid været stabile perioder. Stabile perioder med tryghed, hvor alle kendte den øjeblikkelige kurs og alle kendte betydningen af sin egen indsats. Det var med én sætning blevet gårsdagens sandhed. Forandring er tryghed. Forandringer afløses af forandringer. Kursen ændres allerede inden den seneste ændring.

Omstillingsparathed er ikke længere nok, nu kræves der omstillingsaggressivitet. Forandring for forandringens skyld. I mit univers lyder det som at styre en bus i blinde, og håbe på at vejen drejer samme vej som bussen. Mens jeg føler endnu en kop varm kaffe fordampe ved mødet med iskuglen i maven, forsøger jeg at overbevise mig selv om fornuften ved blindkørsel. Det lykkes ikke.

Men jeg er tryghedsnarkoman, så selvfølgelig vil jeg med på bussen. Hvis jeg vil være tryghedsnarkoman, må jeg lære at elske forandring. Fordi forandring er tryghed. Så jeg nikker sammenbidt til mine kolleger og konfirmerer Direktørens ord. Jeg vil overleve. Jeg vil vinde. Jeg bider hovedet af al skam, og forsøger at tvinge den ned med endnu et rundstykke. Men i maven vokser kulden, mens vi forlader salen for at indtage vores pladser og gøre klar til stormen og forandringen.

I ugerne, månederne, årene der følger, ser jeg flere og flere give op og forlade skibet, mens forandringen sker hurtigere end de når at opfatte. Alle forsøger efter bedste evne at holde fast, og når forandringen sætter ind på et øjeblik må man hellere lade være med at blinke med øjnene. Men hvor længe kan man holde øjnene åbne uden at blinke, hvor dyb er den enkeltes omstillingsaggressivitet? Hvor længe kan sjælen følge med?

Jeg giver op. Kulden i maven har bredt sig til hele kroppen. Helt ud i den bevidsthed, der som forfrosne fingre desperat klamrer sig til forandringen i et fortvivlet forsøg på at finde trygheden. Jeg slipper taget med udviklingen, og nøjes med et spinkelt håb på at holde balancen på dækket. Jeg føler ikke tryghed. Jeg savner stabilitet og fast grund under fødderne. Kaptajnen råber og skriger og håner mig for min manglende evne og vilje. Jeg føler utryghed, og når ikke engang at råbe op inden jeg skylles overbord. Jeg smides i det frådende hav, og bander mig selv ned i det dybeste sorteste helvede fordi jeg ikke magtede forandringen. Fordi jeg ikke følte tryghed ved forandring.

Med tiden vil jeg måske skylle op på en fredelig solfyldt strand. Så vil jeg ligge der og forbande Direktøren for hans løgne. Jeg vil ligge på stranden og håbe, at nogen en dag vil forstå at sjælen skal have tid til at følge med. At forandring for forandringens skyld er en løgn, som skal dække over direktørers manglende evne til at navigere. Det er jo lettere at sige at havet er uforudsigeligt af natur, end at sige at man ikke kan læse et søkort. Det er lettere at sige at man skam havde ændret kurs, men desværre forstod for mange overhovedet ikke at forandring er tryghed.

Lige nu raser stormen værre end i mange år. Massefyringer er dagens orden, selv i store velrenommerede virksomheder med historiske overskud. Direktører står frem på rad med deres løgne om markedstilpasning. De vil sejle i går under de forhold de venter i morgen. Men de kan ikke se morgendagen klart og styrer derfor i blinde.

Jeg går aldrig ombord i den galej igen. Jeg tror ikke på den. Jeg vil ikke tro på den. Jeg vil ligge på min strand og håbe der engang kommer et skib forbi, hvor kaptajnen forstår både at læse et søkort og styre et skib. En kaptajn som kender sit mål og kan finde en sikker og stabil kurs, hvor mandskabet ikke skylles overbord.

Jeg vil ligge på min strand og insistere på at forandring for forandringens skyld ikke er tryghed.

Forandring kan kun være tryghed, hvis man kan nå at få sjælen med.

© kayzee, juni 2003