Hvad nu hvis min verden ikke eksisterer?
Hvis alt jeg ved og alt jeg kender og alt jeg har lært
er forkert forkert forkert?
Jeg har hørt at øjet viser verden på hovedet
og derfor kan et spædbarn ikke koordinere sine bevægelser
før det har tvunget sin hjerne til at vende billedet rigtigt.
Hvor meget har vi tvunget vores hjerne til at vende tingene
på en måde som vi kan forstå og fatte.
Hvor mange informationer går tabt fordi vi ikke kan fatte dem?
Hvor mange informationer går tabt fordi vores sanser ikke kan opfatte dem?
Findes der farver, hvor der ikke er øjne?
Findes der lyd, hvor der ikke er ører?
Findes der lugt, smag, strukturer hvor der ikke er sanser?
Når vi lugter, smager, mærker er det hjernen der fortolker sansernes registrering af bestemte molekyler.
Når vi hører er det hjernen der fortolker luftmolekyler i bevægelse.
Når vi ser er det hjernen der fortolker fotoner i forskellige bølgelængder.
Det vi ser er ikke noget.
Vi kan ikke se ting.
Vi kan kun se lys der kastes tilbage fra molekyler.
Lys består af ingenting kun energi.
Molekyler består mest af ingenting.
Og så en smule partikler der mest består af ingenting.
Udover nogle ganske ganske små kvantepartikler
Hvis de i det hele taget findes.
For når vi forsøger at se kvantepartikler er de overalt og ingen steder på samme tid.
Vi kan ikke se dem.
Vi kan ikke forklare dem.
Vi ved ikke hvad de er lavet af.
Måske er de lavet af ingenting.
En slags ingenting der opfører sig på forskellige måder.
Måske er det selve tiden, de består af.
En slag tid der opfører sig forskellige måder.
Forskellige manifestationer af tid.
Måske er der flere manifestationer.
Måske er der flere manifestationer i andre dimensioner.
Men det ved vi ikke, for vi kan ikke fatte og opfatte flere dimensioner.
Måske fordi vi ikke kan sanse dem.
Måske fordi de består af ingenting.
Måske eksisterer min verden slet ikke.
© kayzee, juni 2003